Fem nye klubber klar til ligasejlads i 2016

To af de fem nye klubber i 2. division råder over egne J/70’ere. Sejlsportsligaen er på dagsordenen hele lørdag på Klubkonferencen.

Når Sejlsportsligaens tredje sæson skydes i gang i foråret 2016 er det med fem nye oprykkere i 2. division:

To af klubberne træder ind i ligaen med en trumf i baghånden – de råder over egne J/70’ere. Sejlklubben København med hjemsted i Svanemøllen har for kort tid siden investeret i en J/70’er som klubbåd. Og i sommerens løb fik Skolerne i Oure leveret to J/70’ere – skolernes første bådinvestering i 23 år.

Lej en J/70'er i Oure
Oures plan er at stille med forskellige hold henover sæsonen, så et bredt udsnit af højskole- og efterskoleelever får mulighed for at prøve kræfter med ligasejlads. Klubber udefra har i øvrigt mulighed for at leje Oures J/70’ere, fx til ligatræning.   

Yachtklubben Furesøen har tidligere snuset til ligasejlads som deltager ved kvalifikationsstævnet i 2014. Klubben havde for et år siden mulighed for komme med i 2. division, men valgte dengang at takke nej. Nu er klubben tilbage – formentlig klar til at stille med nogle unge besætninger fra klubbens talentfulde 29er-miljø.

Sejlklubben Syvstjernen er forankret i A.P. Møller Mærsk og har hjemhavn i Langelinie Lystbådehavn få skridt fra virksomhedens hovedsæde med de karakteristiske blå vinduer.

Hornbæk Bådeklub er ny i ligasammenhæng – og bliver en del af en lille nordsjællandsk enklave i 2. division sammen Helsingør, Gilleleje og Nivå.

Liga på dagsordenen i Vingsted
De nye ligaklubber afløser de fem nedrykkere fra 2. division – Egå, KØS, DTU, KAS og Lynetten – som må sidde over i den kommende sæson.

Ved weekendens Klubkonference har Sejlsportsligaen hele lørdag sit eget spor med evalueringer, workshops og idéudvikling.   

Sejlsportsligaens sponsorer