Klar til det endelige slag om ligatitlen

september 16, 2016

Tre højspændte dage med intense sejladser er i vente, når årets sidste og afgørende stævne i Sejlsportsligaens 1. division skydes i gang fredag kl. 13.00 ud for det nye anlæg i Skovshoved Havn.

Ligastillingen før stævnet opridser ganske klart, hvad der er i vente. Helt i front på en delt førsteplads ligger Frederikshavn Sejlklub og Hellerup Sejlklub. Begge med 50 point – og med et solidt hul på otte point ned til Kerteminde Sejlklub på tredjepladsen.

Alt er derfor lagt an til en direkte Frederikshavn mod Hellerup-duel om titlen som dansk mester for sejlklubber 2016. Eller en Jylland mod København-duel, om man vil.  

Frederikshavn Sejlklub kommer til Skovshoved med det faste team bestående af Kris Houman (skipper), Rasmus Melsen, Søren Steen og Rasmus Damsgaard. Nordjyderne vandt det seneste stævne i Thisted og har yderligere en anden- og en fjerdeplads fra sæsonens to første stævner. Frederikshavnerne kan med en sejr blive de første, der fører ligatrofæet til Jylland – og væk fra øresundskysten.

Hellerup Sejlklub stiller op i Skovshoved med Trine Abrahamsen (skipper), Kristian Kvid Sørensen, Ida Hartvig og Nicolas Brandt Hansen. Også et særdeles erfarent ligateam, og hvor Trine Abrahamsens store matchrace-erfaring måske kan spille en rolle i de direkte dueller mod Frederikshavn. Hellerup Sejlklub vandt årets første ligastævne, fulgt op af tredjepladser ved de to næste. Hvis Hellerup vinder trofæet, vil det være anden gang i løbet af ligaens foreløbigt tre sæsoner.

Ligaafgørelsen kan følges hele weekenden på livetracking.

Søndag livestreames FINAL 6 fra kl. 14.00 her på sejlsportsligaen.dk.     

FLERE NYHEDER