Klar til finalen på Langelinie

I weekenden 26.-27. september afgøres danmarksmesterskabet for klubhold. Og samtidig afgøres det, hvilke klubber der rykker ned i 2. division.

Efter sejre ved de seneste to liga-stævner er Skovshoved Sejlklub mere end storfavorit til at hjemføre titlen som dansk mester for klubhold i weekenden. Sejlsportsliga-finalen sejles ud for Langelinie i hjertet af København med unik mulighed for at følge sejladserne fra land.

Skovshoved Sejlklub har et forspring på 7 point til de forsvarende mestre Hellerup Sejlklub. Det betyder, at kan Skovshoved holde en syvendeplads eller bedre ved sæsonafslutningen, så er DM-titlen i hus. Hellerup Sejlklub har kun en 2-points føring til Åbenrå Sejlklub og 3 point ned til Aarhus Sejlklub på fjerdepladsen. Så der vil helt sikkert blive hård kamp om podiepladserne.

5 ned og 5 op
Mens det allerede er afgjort hvilke fem sejlklubber der for næste sæson rykker op i Sejlsportsligaens 1. division, afventer afgørelsen for de fem klubber der bliver nedrykkere.

I bunden er det klubberne Skærbæk, Vallensbæk, Sønderborg, Silkeborg og Middelfart der inden finalen ligger til at rykke ned. Lige over stregen ligger Hadsund Sejlklub nogenlunde lunt med et forspring til Skærbæk på 6 point. Intet er dog afgjort endnu…

Følg finalen direkte på Langelinie, her på sejlsportsligaen.dk og facebook.com/sejlsportsligaen

Se her teaseren til finalen

Sejlsportsligaens sponsorer