Når en Cobra bidder sig fast

'Kaløvig Cobras bider sig fast i toppen af Sejlsportsligaen'. Læs en beretning fra det netop afviklede stævne i Brejning, hvor Kaløvig Cobras har skrevet om deres sejladser og stævnet.

"Flotte omgivelser ud for Brejning på Vejle fjord dannede i weekenden ramme for 2. afdeling af sejlsportsligaen. Kaløvig-holdet, Kaløvig Cobras, havde på forhånd store forventninger, da holdet på det seneste har præsteret gode resultater i toppen af ligaen.

Lørdag var vinden hård med 7-9m/s fra nordvest og forhold, der minder om fralandsvind hjemme i Kaløvig. Under de vante forhold lykkedes det holdet at få sendt skuden godt afsted i samtlige starter. Det lykkedes endda at starte på bagbord halse ind foran resten af feltet i en af sejladserne.

Resultatmæssigt var lørdag heller ikke til at klage over. Med flest førstepladser af alle og en samlet placering som nr. 2 var holdet ganske godt tilfreds. Placeringerne var dog utroligt tætte, så der var ingen tvivl om, at søndag ville afgøre det endelige resultat.

Når man efter 12 sejladser kun mangler et point

Søndag bød på andre forhold, en endnu mere springende vind og lidt mindre af den. Natten over havde vi skiftet Frederik ud med Pi, som på trods af en studentereksamen, der ventede mandag, sprang frisk til. I de udfordrende forhold gik det både op og ned og med de tætte point.

Sidste sejlads skulle vise sig at blive meget afgørende for slutresultatet. Desværre for Kaløvig leverede både KDY og Hellerup en førsteplads i sidste race og med en 5. plads for vores eget vedkommende, blev vi henvist til en placering som samlet 7’er - ét point fra 5’eren.

I den samlede Liga ligger Kaløvig-holdet stadig nummer 5 og glæder sig til at forsvare denne placering, når det gør løs i Aarhus foran DOKK1 den 25-27 August.

Vi håber på opbakning fra vores bagland og opfordrer alle med passion for kapsejlads til at komme ned og støtte Kaløvig Cobras, når vi giver alt hvad vi har for at forsvare vores position på hjemmebane.

Sejlerhilsner

Andre’ Østergaard, Sophus Jarvig, Frederik Harboe, Pi Andrea Sestoft og Lars Vilhelmsen"

Læs mere på holdets Facebookside eller klubbens hjemmeside her

Sejlsportsligaens sponsorer