Skovshoved sejrer i Horsens - og fører ligaen

Der var spænding til det sidste på Horsens Fjord. Selv om Skovshoved Sejlklub førte hele vejen, var intet afgjort før sidste flight søndag.

Skovshoved Sejlklub lagde ud med at vinde seks ud af holdets syv første sejladser. Samtidig havde konkurenterne mere end svært ved at hænge på, og langt hen på lørdagen lignede det hele et ligastævne på vej mod tidlig afgørelse.

KDY kom igen
Men billedet ændrede sig. KDY's kvindebesætning med OL-skipper Lotte Meldgaard begyndte at vinde sejladser, og da Skovshoved løb ind i et par tunge placeringer, var spændingen pludselig tilbage. Før søndag var der blot to point mellem Skovshoved og KDY i front af feltet.

Også Hellerup og Faaborg meldte sig ind i topkampen. Men helt tæt blev det aldrig. Skovshoved med skipper Lars Nordbjærg, flankeret af Peter Lang (OL-bronzevinder), Sille Smedegaard og Jacob Groth, holdt hovedet koldt, da de gjaldt - og fik de nødvendige point skrabet sammen.

I front af Sejlsportsligaen
Slutstillingen viser 67 point til Skovshoved på førstepladsen. Det er faktisk blot et enkelt point mere, end samme besætning hentede i Skive - for samme antal sejladser - men i Skive var det kun nok til en tredjeplads efter Frederikshavn og Aarhus.

I den samlede ligastilling ligger Skovshoved på førstepladsen hen over sommeren med 34 point. Frederikshavn har 32 point på andenpladsen, og Hellerup er nummer tre med 31 point. Se flere resultater i SAP Livecenter.

Sejlsportsligaens 1. division sejler igen til august i Faaborg.

I førstkommende weekend, 20.-21. juni, gælder det 2.division i Horsens, hvor Bogense Sejlklub har en førsteplads at forsvare. 

Sejlsportsligaens sponsorer