Struer Ducks hittede mest på land

Struer Ducks fik ikke meget ud af at være på hjemmebane, da de 18 klubber i Sejlsportsligaens anden division i weekenden var på vandet i sæsonens første ligastævne.

Struer-mandskabet var på hjemmebane, da de i weekenden stillede op til start i ligasejladserne på bugten ved Lystbådehavnen i Struer.

Men man kunne ikke aflæse det af resultaterne.

Selv om alle på Struer-holdet har stor erfaring og en lang række gode resultater i bagagen, rakte det ikke til mere end en placering som nummer 16 ud af de 18 mandskaber, der stillede op til stævnet i ligasejlernes anden division.

Blandt andet på grund af en forfejlet taktik, der som udgangspunkt gik ud på at sejle som et hold.

- Men når hver enkelt sejlads kun varer i cirka 12 minutter, er der bare ikke tid til at bruge 20 sekunder på at blive enige om, hvad man gør, konstaterer Søren Christiansen, som sad ved roret, når Struer-mandskabet blev kaldt på vandet.

Så når det næste af Sejlsportsligaens fire stævner bliver afviklet i Brejning ved Vejle om en månedstid er der brug for en mere klar kommandostruktur.

- Vi må jo lære af de fejl, vi begår, konstaterer Søren Christiansen.

 

Søren Christiansen er da også overbevist om, at Struer kan rykke frem i feltet.

- Sidste år lå Struer Sejlklub til en oprykning til første division lige inden det sidste stævne i Skovshoved, så vi har mulighederne. Vi skal bare blive bedre til at udnytte de chancer, vi får, når det går så stærkt, som det gør i Sejlsportsligaen, mener han.

- Det kræver bare lidt øvelse, og det eneste sted, man virkelig får noget ud af det, er ude på vandet, når der er andre både i feltet og vi er i konkurrence, konstaterer han efter sin første weekend i netop den bådtype, der bliver brugt i Sejlsportsligaen, hvor alle både er ens, så mandskaberne ikke kan få fordel af bedre udstyr end de andre i feltet.

Alle konkurrerer på lige vilkår.

- Så jeg skulle selvfølgelig også lige vænne mig til båden. Var på vandet i den for første gang forrige mandag, og det er altså kun til stævnerne, at du virkelig lærer noget om, hvordan det hele fungererer. Hvis du gerne vil vinde Tour de France er det jo også ligegyldigt, hvor mange gange du kører til Thyborøn i modvind. Det er oppe i bjergene, og når du kommer med i feltet, det gælder, konstaterer han.

- Den positive nyhed er, at vi kom først til topmærket i to af søndagens sejladser. Så vi har da bestemt noget at bygge videre på, fortæller Søren Christiansen.

Læs mere artiklen på dagbladets hjemmeside her

Sejlsportsligaens sponsorer