Det Blå Danmark rekrutterer i Youngsters

april 26, 2019

Ungdomsårgangene er faldende, og konkurrencen er hård, hvis man skal have fingerende i unge talenter. Det Blå Danmark og Youngsters indgår derfor et partnerskab, som skal oplyse, informere og ikke mindst tiltrække ungdommen til de maritime erhverv i Danmark.

 

I den maritime branche mærker man allerede nu tydeligt konkurrencen om de dygtige hænder.

 

“Med faldende ungdomsårgange og udsigten til fuld beskæftigelse er der kamp om de unge talenter, og på den baggrund er det vigtigere end nogensinde med en fælles indsats for at øge rekrutteringen til Det Blå Danmark”, siger kampagneleder Anne Bay Riisager.

Youngsters er en sejlsportsliga for unge mellem 13-23 år. Ligaen består blandt andet af en række turneringer og camps, hvor de unge mødes og dyrker fællesskabet.
 

Det Blå Danmark vil deltage ved de kommende tre camps, hvor de vil give de unge indblik i den maritime verden. Det sker blandt andet ved besøg af rollemodeller fra de maritime erhverv, som vil fortælle om livet til søs og opgaverne på land. De unge skal også spille reality-spillet Seven Seas, hvor man prøver kræfter som kaptajn, shipping-trader eller maskinmester ombord på verdens største containerskibe.

 

Youngsters-medlemmerne er allerede bidt af vandet, og oplevelser til søs. Det Blå Danmark håber derfor på, at mødet kan give de unge lyst til at prøve kræfter med de maritime erhverv senere hen i livet.

 

”Vi ser Youngsters som en meget interessant målgruppe. Det er unge mennesker, der allerede har saltvand i blodet, og som synes at havet og det at sejle er fantastisk. Vi ser derfor også et stort potentiale i, at de kan være interesserede i at vælge en maritim uddannelse”, siger Anne Bay Riisager. 

 

Det Blå Danmark deltager i den første camp i Hellerup den 27. april.

 

 

Læs mere om Det Blå Danmark og nyheden på deres egen hjemmeside.

Læs mere på Det Blå Danmarks egen hjemmeside her.

 

Youngsters er støttet af Hempel Fonden.

 

 

Læs mere på Det Blå Danmarks egen hjemmeside her.

 

Youngsters er støttet af Hempel Fonden.

 

 

FLERE NYHEDER