Frederikshavn genvinder DM-guld i Sejlsportsligaen

september 17, 2017

Et kæmpe jubelbrøl, gruppekrammere og en stor forløsning var scenerne hos de fire besætningsmedlemmer og klubformand Helmuth Melsen, da det søndag eftermiddag stod klart, at Frederikshavn Sejlklub vinder danmarksmesterskabet for sejlklubber 2017.

Det hele foregik på havnen i Skovshoved, hvor sæsonens fjerde og sidste stævne i Sejlsportsligaens 1. division sluttede efter en afgørelse, hvor guldkampen helt uventet blev åbnet på vid gab før de sidste to flights.

Frederikshavns solide forspring vaklede efter en nervøs 6’er i tredjesidste flight – samtidig med at KDY rykkede mod toppen og dermed pludselig bejlede til ligaguldet. I næstsidste flight var KDY og Frederikshavn i direkte duel – med KDY godt fra start og Frederikshavn nede i sækken.  

Her måtte nordjyderne med skipper Kris Houmann og co. trække på al deres erfaring – før de med held sejlede sig tilbage på andet opkryds og kunne gå i mål som 3’er. Én plads efter KDY.

I sidste flight var KDY og skipper Henrik Jensen med i første sejlads. Her glippede guldchancen definitivt med en 4’er. Og så kunne frederikshavnerne juble på kajen, før de selv skulle ud til deres sidste sejlads.

Humør under pres
“Vi havde en sejlads, hvor vi sluttede sidst. Det satte humøret lidt under pres. Men vi prøvede at fokusere på at finde ind til de ting, vi ved, vi kan gøre rigtigt – og som vi har vist ved de andre stævner i sæsonen,” forklarede gast Søren Steen om de afgørende momenter søndag, hvor titelforsvaret pludselig kom i fare.

Frederikshavn kunne “tåle” en syvendeplads ved stævnet og stadig vinde DM. Holdet sluttede på sjettepladsen. Et niveau noget under placeringerne som 1-2-2 ved de tre hidtidige stævner.

“Det er en kæmpe glæde og forløsning for os. Vi lå godt før stævnet og vidste, at det nok kun var os selv, der kunne tabe titlen på gulvet. Det blev spændende, men det lykkedes til sidst,” sagde skipper Kris Houmann, der foruden finalenerver også kæmpede med sygdom i kroppen.

Formand: stor betydning for klubben
Klubformand Helmuth Melsen glæder sig over, at Sejlsportsligaens vandretrofæ kommer med hjem til Frederikshavn, hvor trofæet har prydet væggen i klubhuset det seneste år.

“Det er ubeskriveligt for klubben, at vi har denne her besætning. De udgør et fantastisk firkløver. Siden vi vandt titlen første gang for et år siden, har klubben fået en masse lokal opmærksomhed i pressen, som vi ikke oplevede tidligere. Vi har også fået en klubbåd i gang, den er booket hele tiden, og vi håber at få et ligastævne til Frederikshavn i 2018. Så dét at vindehar virkelig betydet meget for vores klub,” sagde en stolt Helmuth Melsen, der samtidig er far til DM-guldvinder Rasmus Melsen. Fjerde mand i guldbesætningen er Rasmus Damsgaard.

Frederikshavn indledte 2017-sæsonen med at vinde første stævne i Struer, dernæst fulgte to andenpladser i Brejning og Aarhus før sjettepladsen ved finalestævnet i Skovshoved.

Sølv til KDY
KDY sikrede sig årets DM-sølv – for anden i klubbens ligahistorie. KDY’s besætning i Skovshoved bestod af Niels Gramkow, Thomas Hartvig, Henning Lambertsen og skipper Henrik Jensen.

KDY sluttede også på sølvpladsen i ligaens debutår, 2014. Samme år sluttede Kerteminde Sejlklub på bronzepladsen. Og den bedrift gentog østfynboerne i år – sikret takket være en stærk andenplads ved finalestævnet.

Kerteminde har i flere sæsoner stillet med en godt sammensejlet topbesætning – Thomas Møhl, Magnus Jung Johansen, Yann le Helleix og skipper Jørgen Mohr Ernst.

Hellerup-revanche til sidst
For Hellerup Sejlklub har 2017 været klubbens hidtil svageste i ligasammenhæng. Uden podieplaceringer ved nogen af de tre første stævner. Det blev der rettet grundigt op på i Skovshoved, hvor Hellerup hele vejen var med i front.

En usædvanlig diskvalifikation i sidste sejlads lørdag var en midlertidig streg i regningen. Men søndag satte Hellerup alle konkurrenter effektivt på plads – med førstepladser i alle fire sejladser og til sidst en klar sejr ved stævnet.

Hellerups hold i Skovshoved var Peter Wibroe, Jonas Hviid-Nielsen – begge ligadebutanter – samt Kristian Kvid Sørensen og skipper Trine Abrahamsen.

Andenplads ved stævnet til Kerteminde og en tredjeplads til KDY.

Farvel til fem i bunden
I bunden af 1. division skulle der findes fem nedrykkere. Sønderborg Yacht-Club, Aarhus Sejlklub og Silkeborg Sejlklub sluttede på de tre nederste pladser – både ved stævnet og i den endelige ligastilling.

Til gengæld var der tæt kamp om de sidste to pladser ned i næstbedste række. Stillingerne skiftede undervejs. Sejlklubben Lynæs lå under stregen før søndag, men blev reddet af en 1’er i allersidste sejlads – lige præcis nok til at trække sig selv oven stregen. Flot præstation under maksimalt pres!

I stedet endte Bogense Sejlklub og Thisted Sejlklub med at trække de to sidste billetter til 2. division 2018.

 

 

FLERE NYHEDER