Der bliver sejlet med gejst og nerve, når der kæmpes om point i Sejlsportsligaen. Ind i mellem med så meget indlevelse, at bådene kolliderer og får skader.
Ved sæsonens første to ligaweekender er der registreret flere skader på bådene end tidligere set – i nogle tilfælde som resultat af, at der bliver sejlet lidt for skarpt, siger Peter Wolsing, projektleder for Sejlsportsligaen.
”Det er fantastisk, når der er nerve og fighterånd. Men samtidig er der et vigtigt hensyn til materiellet. Det er ikke radiobiler, vi sejler i – derfor indfører vi nu en lille regelændring, hvor pointstraf kan komme på tale ved skader på materiel,” forklarer Peter Wolsing.
Skader i tre kategorier
Pointstraf kommer i spil ved skader på bådene – og hvor der samtidig er brud på RRS 14. Skaderne bliver inddelt i tre kategorier: A, B og C.
A-skader er småting, der kan repareres inden for en time, og som ikke påvirker bådens værdi. Her er der ingen pointstraf.
B-skader er lidt værre. De kan påvirke bådens værdi og/eller funktion, og reparationer vil normalt tage én-tre timer. Her bliver klubber ved brud på RRS 14 tildelt et fradrag på tre point i tabellen.
C-skader er de mest alvorlige. Bådens normale brug er væsentligt forringet, og reparationer vil oftest tage over tre timer. Her bliver klubber ved brud på RRS 14 tildelt et fradrag på seks point i tabellen.
Hvis protestkomiteen vurderer, at flere klubber har ansvar for en skade, vil de alle blive tildelt fradraget. Ved ekstremt grove RRS 14-brud har protestkomiteen beføjelser til at uddele større pointstraffe end de nævnte.
Regelændringen om pointstraf træder i kraft fra og med næste ligastævne i Horsens den 12.-14. juni (1. div.) og 19.-20. juni (2. div.). I forvejen hæfter klubberne for den økonomiske risiko, hvis de påfører skader på bådene.
”Frem for at dykke for meget ned i detaljerne om regelændringen, vil jeg hellere bare opfordre alle til at sejle med omtanke – det er gratis. Og det sikrer, vi kan bruge tiden på at sejle kapsejlads i stedet for at reparere både,” siger Peter Wolsing.