Sejlads på skoleskemaet i Rungsted

august 25, 2024

260 nye gymnasieelever skal lære at sejle – for sejlsport åbner mennesker og åbner verden. Ungdommen har en drøm om eventyr, som sejlads kan være med til at realisere.


Et helt unikt og nyt samarbejde ser dagens lys i uge 34 i Rungsted Havn, når 260 helt nye 1. g gymnasieelever sendes af sted i livlige J/80 sportsbåde, for at lære at mestre havet, bølgerne og hinanden.

Samarbejdet ”Sejlads på skoleskemaet” er opstået mellem Sailing Innovation Lab, Kongelig Dansk Yachtklub og Rungsted Gymnasium. Formålet er, at levere en helt unik dannelse og oplevelse til de helt unge mennesker – for intet som sejllads kræver samarbejde, fokus og stærk faglighed. 

Faglig kobling til mange fag i gymnasiet

Rektor på Rungsted Gymnasium, Ruth Kirkegaard perspektiverer samarbejdet:

”Samarbejdet og afhængigheden af hinanden på vandet kan ikke beskrives, det skal opleves. Og samtidig indeholder sejlads en helt naturlig faglig kobling med mange fag i gymnasiet, såsom naturgeografi, fysik, biologi og idræt.

På vandet kræves elevernes koncentration 100%, og båden sejler først, når alle mestrer deres individuelle opgave, og her er hverken plads til Instagram eller Snaps, her er vi kun til stede i nuet, hvilket er sund træning for de unge og skærper deres koncentrationsevner.

Vi har helt glemt at lære ungdommen at sejle, og vi skal jo huske, at Danmark er en søfartsnation, så det er en kæmpe fejl – for sejlsport åbner både det enkelte menneske og åbner verden.” Projektleder Peter Wolsing fastslår, at det netop er derfor Sailing Innovation Lab har igangsat projekt ”Sejlads på Skoleskemaet”, foreløbig på tre gymnasier i Danmark i Lemvig, Oure og Rungsted. Og konceptet tænkes efterfølgende udbredt til større dele af Danmark.

KDY vil have flere unge i alderen 16-25 år

KDY’s sportsdirektør Ann-Marie Mohr fortæller om KDY’s vision for projektet:

”Overordnet set vil klubben gerne have flere unge i alderen 16-25 år i gang med at sejle. 

Sejlads er en idræt som er perfekt, hvis unge ikke længere vil spille fodbold, håndbold mv. Sejlads kan byde på gode oplevelser sammen med dine bedste kammerater og har et stærkt socialt element, som er vigtigt for ungdommen, især hvis de ikke vil konkurrere mere elitært.

Klubben får også mulighed for at udnytte og anvende vores klubbåde på andre tidspunkter, nemlig om dagen, når vi ikke har sejlerskoleelever, aftenkapsejlads m.v. Dermed bliver vores investeringer i både også mere bæredygtige og økonomisk rentable.

Jeg kan godt lide Peter Wolsings visioner, der er højt til loftet, og han har mange gode tanker. Jeg tror dette projekt kan give genlyd i hele Danmark, og skabe nye muligheder for mange sejlklubber i hele landet, som ligger tæt på et gymnasie.”

På Rungsted Gymnasium afprøvede samtlige medarbejdere i sidste uge sejlads ud for Rungsted Havn i strid vind og regn, og alligevel med kæmpe succes. Ann-Marie fortæller:

”Det var vildt blæsevejr, og alle lærerne var begejstrede. 

Det er lærerne som skal sælge varen til eleverne, og de har været med på ideen fra starten, da vi præsenterede projektet i februar 2024. Det er gået hurtigt med at få projektet linet up og gjort klar til det skoleår, som nu går i gang.

Sejlsport kan fint kombineres med både naturvidenskabelige og humanistiske fag på gymnasie niveau. Og jeg tror den model vil kunne passe fint ind mange steder i landet og skabe basis for et samarbejde mellem gymnasier og den lokale sejlklub.”

Selv om der både var regn, og en hel del luft, var stemningen i top blandt de mange lærer som alle var begejstret.

FLERE NYHEDER